Netværket for Politikvinder i Danmark arbejder målrettet og strategisk med områder, der skal være med til at sætte fokus på arbejdsvilkår og kompetenceudvikling for de politiuddannede kvinder i Dansk Politi. Aktiviterne i netværket vil derfor tage afsæt i aktuelle fokusområder, og det kan både være landsdækkende og lokale arrangementer. Kredsene tager der ud over lokale problemstillinger op til debat. Netværket ønsker på denne måde at bidrage og samarbejde med Dansk Politi og de lokale ledelser om aktuelle emner til gavn for politiet generelt.
Fokusområderne for 2009-2010 er:
Optimeringen af hjemmesiden er en løbende og dynamisk proces, hvor det er brugerne, som er med til at afgøre hvor interaktiv siden er. Hver kredskontaktperson er ansvarlig for at hjemmesidens extranet er opdateret med relevant og nutidigt materiale. Mentor- og Mentee ordningen er et forum, hvor mentor kan tilbyde sine erfaringer og viden til andre kollegaer, og mentee kan drage nytte af ordningen i det daglige arbejde og ved karrierevalg.
En moderne politileder er også en kvinde! Men der er stadig mangel på kvindelige ledere i politiet. Siden 2004 har Rigspolitiet haft et overordnet mål om at øge antallet af kvindelige politiledere. Målsætningen er sat for, at man via mangfoldighed i politistyrken i højere grad kan afspejle befolkningssammensætningen og dermed give en bedre og bredere opgaveløsning. Rigspolitiets overordnede og langsigtede målsætning er at tiltrække flere karrierebevidste kvinder til politiet. Samtidig ønsker man at skabe en større lyst til en lederkarriere i politiet hos de kvinder, der allerede er ansat.
Et udpluk af netværkets kvinder har blandt andet deltaget i en undersøgelse om ”Kvinder i politiledelse”, hvor de har givet deres bud på dette til brug for det videre arbejde i Dansk Politi. Netværket for Politikvinder ønsker i vores arbejde både at sætte fokus på den vertikale, og den horisontale karriere udvikling. Dette set i lyset af det fortsatte arbejde med at få kvinder til at påtage sig ledelse, men også i lyset af, at mange kvinder ønsker at karriere udvikle sig i andre retninger.
Netværket har ved blandt andet kvindeløb og åbent hus arrangementer forsøgt at lave anderledes tiltag til at ”brande” politiet som en arbejdsplads også for kvinder. Igennem stormøder og foredrag bidrager netværket til information, sparring og dialog med kvinderne om karrierevalg og muligheder.
Internationalt politiarbejde er mange ting. Det kan både være tværfagligt samarbejde i efterforskning, missioner, studierejser og uddannelse.
Dansk Politi har et stort ønske om, at udsende endnu flere kvindelige politifolk til international tjeneste. Ikke kun fordi Danmark har tiltrådt FN´s sikkerhedsrådsresolution 1325, men særligt fordi kvinder kan bidrage med værdifuld viden og indsigt. Desuden er der opgaver i missionerne der i kraft af kultur og religion kun kan løses af kvinder.
Netværket vil i samarbejde med Rigspolitiets afsnit for International Udstationering forsøge at sætte fokus på, at få flere kvinder i internationale missioner.
Netværket vil også skærpe interessen for de kvindelige politiansatte til at deltage i internationale studierejser, udvekslinger og uddannelsesforløb for at øge deres kompetencer.
24. juni Stormøde i Albertslund, Vestegnens Politi om Netværket nu og i fremtiden, introduktion af den nye hjemmeside, og foredrag om internationale missioner. Deltagelse fra Nordsjælland, Rigspolitiet, København og Vestegnen. Foredraget om internationale missioner var åbent for alle interesserede. Referat findes på extranettet under Vestegnens Politi. For yderligere information kontakt Kristina Wade, Ulla Skov eller Lene Lindén. Kontakt
14. august Strategiseminar om kvinderelaterede aspekter i Peacekeeping missioner med deltagelse af formanden, Susanne Philipson, Rigspolitiets internationale afsnit, og Rigspolitiets udviklingsafdeling.
27. august Bestyrelsesmøde i Odense.